Samarbejdspartnere

Branding af Randers Kommune blev udbudt i efteråret 2014 efter beslutning af Randers byråd og blev vundet af Advice sammen med Makers/Pointe på baggrund af en anderledes tilgang til branding af byer.

Borgere inddrages

Brandingprocessen bliver drevet i samarbejde med et af Danmarks største reklamebureauer, Advice A/S, og det lokale reklamebureau Makers/Pointe.

”Vores tilgang er i virkeligheden ret enkel: Det største aktiv Randers har, er de mennesker, der bor, lever og arbejder her. Så vi starter arbejdet med åbent at spørge og involvere borgere og aktører i Randers, og med den viden kan vi udvikle et stærkt brand for Randers. Det skaber langt mere værdi for Randers end et slogan eller logo nogensinde vil komme til at gøre”, siger Rune Dalgaard, Chefrådgiver og leder af Brand Strategi hos Advice A/S.

”Ser vi på Randers udefra, er der for mange, som ikke kan sætte ord på, hvad Randers står for. Og vi tror på, at de bedste til at svare på det er randrusianerne selv. De folk, der bor her, er meget selvironiske, entreprenante og hjælpsomme. Og derfor har vi i samarbejde med Advice og Makers/Pointe besluttet, at vi begynder vores arbejde med at invitere alle, der bor og lever i Randers Kommune til at deltage i arbejdet. Målet er, at alle skal kunne komme til orde. Alle skal have chancen for at bidrage med tanker og ideer, så dette ikke bliver en proces, der er skabt af en håndfuld eksperter,” siger borgmester Claus Omann Jensen.